Den gode historie

Da krigen kom til Vejle, 1916

Danmark var neutral under hele 1. Verdenskrig, men de store begivenheder påvirkede alligevel på mange måder hele landet. Således også i Vejle. Vejlenserne kunne ikke forvente faste leverancer af råvarer, og der var knaphed på alle ressourcer. Tidligt i krigens forløb kom der f.eks. påbud om at spare på elektricitet både i privaten og i det offentlige rum.

Butikkernes vinduesbelysning var under skarp kontrol, men op mod julen 1916 kom der en bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet. Den åbnede en mulighed for at søge om dispensation fra restriktionerne i dagene mellem 16. og 23. december. Denne mulighed lod byens butikker ikke passere. Skyndsomt henvendte de sig til byrådet og skrev bl.a.:
”…anmode vi undertegnede Handlende hermed det ærede Byraad om, at denne Dispensation maa gives for Vejle Kommune, idet vi tillade os at gøre gældende, at veloplyste Butiksvinduer nu kort før Julehøjtiden vil bidrage væsentlig til et forøget Salg”.

Brevet er underskrevet af 50 af byens handlende, heriblandt A.I. Hansen, T. Knudsen og guldsmed Guldbrandsen.


En Vejle-slagters juleudsmykning, ca. 1920. Fotograf: Ditlev Nissen. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Cookies -