Den gode historie
Da Vestergade fik fortov i 1881
I maj 1881 skulle kommunen i gang med at omlægge fortovene i Vestergade. På det tidspunkt fandtes der allerede én række fliser, men de fremsynede forretningsdrivende og beboere i gaden måtte overbevise kommunen om, at man lige så godt kunne lægge endnu en række fliser.
Det skriver de i en ansøgning til kommunen og indvilliger i at betale halvdelen af de omkostninger, som en ekstra række fliser ville koste. Vestergadefolket begrunder deres ansøgning med ”den tiltagende Færdsel af Gaaende”, og at det kunne være ønskeligt ”at Passagen lettes paa en tidssvarende Maade”.
Endelig kommer det klassiske argument med, at sådan gør man også i andre byer, og Vejle skal vel ikke stå tilbage på den front? Der sendes således en ansøgning til byrådet underskrevet af 20 forretningsdrivende eller beboere. Når man kigger på billedet her fra Vestergade i 1890’erne, ser det ud til, at det er lykkedes. I hvert fald ses tydeligt to rækker fliser på højre side.
Vestergade, ca. 1895. Fotograf: L. Busk. Foto: Vejle Stadsarkiv.