Den gode historie
N. Sørensen – færdig som vægter i 1883
I begyndelsen af 1880’erne blev ordensvæsenet omstruktureret. Den gamle vægterordning blev erstattet af en politistyrke. I Vejle betød det, at alle vægtere blev afskediget og nye betjente blev ansat i stedet. I den forbindelse søgte flere af de gamle vægtere om pension.
Én af disse ansøgerne kom fra N. Sørensen. I 1883 havde han været vægter i mere end 25 år, men nu ventede en afskedigelse forude og Sørensen stod uden indtægt. Han søgte byrådet om pension, da han ikke så sig i stand til at arbejde længere: ”Mit Helbred er nemlig ikke sundt saa at jeg kan paatage mig noget almindelig Arbejde i det mine Hænder og Arme er en Del svækket af Gigt”.
Han søgte om en pension på 150 kroner. Til gengæld tilbød han at gå til hånde ved torvedagene i Vejle. Indtil nu havde hans kone bidraget til husindkomsten ved at sælge fisk, men også hun var blevet for svagelig til dette arbejde. Desværre melder historien ikke noget om, hvorvidt byrådet imødekom Sørensens anmodning eller ej.
Vejle Politistyrke, 1890. Fotograf: H.P. Jensen. Foto: Vejle Stadsarkiv.